Opskrifter

NEMT & GRØNT - knoldselleri

Set af 3.04

Nemt og grønt er en serie af opskrifter fra Samvirke, som klæder dig på til at lave lækkert tilbehør til hverdagsmaden.

Du får 3 opskrifter med knoldselleri: Puré af knoldselleri, Saltbagt knoldselleri og stegte selleritern.

Opskrift #1: Puré af knoldselleri

Et universelt tilbehør til hovedretter. Knoldselleripuré er en delikat makker til en god bøf eller andet stegt kød.

Det skal du bruge:

  • 1 knoldselleri
  • smør
  • æbleeddike
  • kanel
  • salt og peber

Sådan gør du:
Skær det yderste af sellerien og skær den i store tern, der koges møre i saltvand. Det tager cirka 20 minutter. Derefter blendes de møre sammen med smør og kogevand i følgende forhold: 800g selleri, 200g smør og 1 dl kogevand. Når puréerne er blendet helt glat smages den til med eddike, kanel, salt og peber.
Tilberedningstid: 30 minutter

Opskrift #2: Saltbagt knoldselleri

Den saltbagte hele knoldselleri fungerer som tilbehør i mange hovedretter med kød, men kan også være hovedperson i sin egen ret. Server den med brunet smør med kapers og citron og en salat ved siden af.

Det skal du bruge:

  • 1 knoldselleri
  • 4-6 kg salt

Sådan gør du:
En hel selleri vaskes grundigt og puttes i en gryde og dækkes med salt. Det hele bages i ovnen ca. 2 timer. Gryden tages ud og sellerien bankes fri for salt. Det yderste lag tages af, resten skæres i kvarte.
Tilberedningstid: 135 minutter

Opskrift #3: Stegte selleritern

Lynhurtigt tilbehør til de fleste hovedretter. Server dem for eksempel i stedet for kartofler til både kød, fisk og fjerkræ.

Det skal du bruge:

  • 1 knoldselleri
  • fedtstof
  • citron
  • frisk timian
  • salt og peber

Sådan gør du:
Skræl sellerien og skær den i små tern. Varm olie godt op i en pande og put selleritern i. Tilsæt timiankviste, salt og peber og steg ternene til de er møre og gyldne.
Tilberedningstid 20 minutter